|

|
Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning har gennem de senere år skabt en tradition for ikke blot at præsentere museets to egne kunstnere, men også at vise værker af kunstnere, der kunstneriske eller idémæssigt deler et fælles udgangspunkt med Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt. I den forbindelse har det været et længe næret ønske at kunne præsentere Cobras initiativtager og drivkraft Asger Jorn på museet i Herning.
Udstillingens omdrejningspunkt er Jorns kunstneriske udvikling fra de tidlige billeder med den narrative konturstreg, til de mere ekspressive værker fra tiden efter Cobra-sammenslutningens opbrud i 1951. |
Den første del af Jorns produktion er præget af en gennemgående og tydelig kontur, der aftegner sig på lærredet som selve det "skelet" billedet bygges på. Disse tidlige værkers naivitet vidner om bestræbelserne på gennem kunsten at finde om bag de akademiske skønhedsnormer og ad denne vej komme et skridt nærmere et oprindeligt og dermed kulturelt uspoleret udtryk. Gradvis forlader han det linjeorienterede formsprog, konturen, billedets "skelet", viger tilbage for et mere ekspressivt islæt. En bevægelse, der i det formelle billedudtryk kan siges at betegne forholdet mellem "Skelet og Krop", som af samme grund er valgt som udstillingens overskrift.
Udstillingen omfatter 70 malerier og tegninger fra museer eller private samlere. Værker, der spænder fra 1930´ernes Léger-inspirerede og naivistiske figurationer, over 1940´erne, 1950´erne og 1960´ernes eksperimenter, og frem mod de farvemættede og ekspressive lærreder, der repræsenterer Jorn som vi bedst kender ham.
I forbindelse med udstillingen publiceres et katalog, der vil omfatte såvel tekster af kunstneren selv samt bidrag fra den aktuelle forskning. Udgivelsen vil foreligge i en dansk såvel som en engelsk version ved udstillingens åbning i begyndelse af september. |