Han kom til at studere hos en af de mest betydningsfulde moderne kunstnere i USA, Lorser Feitelson, “faderen” til minimalist hard-edge abstrakt kunst. Efter at have afsluttet studiet mødte Per Volquartz i 1976 to kendte fotografer i Yosemite National Parken i Californien, Ansel Adams og Morley Baer. Deres fotografier gjorde et dybt indtryk på ham og inspirerede ham til at arbejde videre med kreativ fotografi. Per Volquartz koncentrerede sig om at forbedre sine tekniske kundskaber, samtidig med at formulere sit synspunkt om hvad fotografisk kunst egentlig drejer sig om.
”Det stod klart for mig, at selv om fotografisk kunst havde mange grundlæggende principper til fælles med malerkunsten, så var der noget, der var anderledes” udtaler Per Volquartz.
Han fortsætter: ”En maler kan hele tiden udbygge og forandre et billede under den kreative proces, fra det første penselstrøg på det rå lærred til billedet er færdigt. Derimod skal en effektiv fotograf forstå, hvordan det færdige billede ser ud i det øjeblik, der bliver trykket på udløseren. Ikke blot med hensyn til skarphed og eksponering for den pågældende optagelse, men også med hvordan selve billedindholdet fungerer med kompositionen og den psykologiske stemning. Dette i en brøkdel af et sekund!".
”Der er ingen tvivl om at fotografien bliver hovedpunktet indenfor visuel kunst i fremtiden. Et fotografisk arbejde kan afspejle en del af vor verden, samt på samme tid give dybe følelser og ideer, hvilket tidligere havde været forbeholdt de traditionelle kunstformer. I dag er vi vidne til genfødselen af en ny kunstform!” slutter Per Volquartz.
Udstillingen på fotomuseet viser et udpluk af Per Volquartz værker gennem de sidste 30 år. I paletten af motiver kan bl.a. nævnes landskaber, abstrakte strukturer i træ og aluminium samt stilleben opstillinger.
Fotoudstillingen på Danmarks Fotomuseum har titlen ”Thirty Years of Photography” og kan ses i perioden 1. juni – 30. september 2007. |